selvmord.

hej.. jeg er en pige på 13 år. jeg har været igennem en masse skidt hele livet. da jeg skriver meget detaljeret så du forstår, håber jeg at jeg får et seriøst svar. mit inlæg bliver ret langt, da jeg seriøst mangler hjælp
– jeg håber du kan læse det, ved godt der er nogen stavefejl, men håber du kan læse det. 
_______________________________________
lad os starte med hvordan det meste af skaden er sket: da min mor var barn, var hendes far (min bedstefar) alkoholiker. han slog hende, hans kone, og hans 6 andre børn.. han drak sig fuld hver dag, og børnene skulle gøre ALT for ham, hente øl, lave mad, købe ind, og alle de ting de forældre burde gøre, ellers slog han dem, eller låste dem inde. da min mor blev gammel nok til at flytte hjemme fra, fandt hun en kæreste som hun fik et barn med, nemlig min halvbror. i den her sammenhæng vil jeg kalde ham ''PS'', da jeg ikke vil nævne nogen navne. de blev skilt, inden hun havde nået at finde min far havde hun prøvet at begå selvmord 3 gange, ved overdosis. (alt det her har jeg endda læst i et brev.. det har min mor ikke engang fortalt mig.) da hun fandt min far, havde han en datter med en anden dame, nemlig min søster. da jeg blev født, var min familie helt normal, som en rigtig familie burde være, tage ud og spise, tage i forlystelses parker, zoologisk have, og alt hvad man nu kan finde på. da jeg blev 6 år gammel, døde min mors far. han druknede i haderslev. det var tragisk, fordi hele min familie, min bror, min far, min mor, og mig stod i køkkenet, og hørte radio. ligepludselig stoppede musikken, og manden i radioen sagde der var sket en ulykke, hvor to mennesker i haderslev var kommet ud for en ulykke, den ene var død, og den anden var overlevet. det var mine bedsteforældre der var kommet ud for den ulykke. min mor brød sammen, efter dét fik min mor en depression.. så mig og min bror levede op med en mor der var syg. hun ville ingenting, ikke noget energi til noget. hun lå bare og sov hele tiden, det gør hun stadig. det er mig og min far der skal gøre alt. min mor er på piller på livs tid, og hvis hun ikke tager dem dør hun. senere blev depressionen meget galt, og hun skulle indlægges på augustenborg sygehus flere gange, og have stød til hjernen for at hun skulle glemme hendes far, men det endte med at hun glemte alt, også mig.. hun gik også hen og fik blodprop. jeg har aldrig fået støtte og ordenlig opdragelse hjemfra. da jeg kom i 4 klasse vendte alting sig mod mig. jeg begyndte at blive mobbet, fordi jeg var tyk, og det var ikke kun mobning, også vold. tæsk, og 60% af dem på min skole var efter mig. jeg kunne ikke gå nogen steder før der blev råbt et eller andet efter mig. jeg var ikke stærk nok til at slå igen, eller give dem tilbage. jeg prøvede at ignorerer det, men jeg lod mig ligesom rive med. jeg gemte mig. jeg kunne ikke holde det ud. på toiletterne, bag skabe, og hvor der ellers kunne gemmes. jeg skiftede aldrig skole. det var jeg for svag til. jeg kunne ikke tage nogen beslutninger. min selvtillid har jeg fuldstændigt mistet.. og tror ærligtalt aldrig nogensinde den kommer tilbage igen. jeg kan ingenting. jeg skal have hjælp til alt, jeg er utryg ved at møde nye mennesker. jeg klarer mig ikke specielt godt i skolen! jeg kan ikke koncentrere mig mere overhovedet. føler mig hele tiden træt, og gider ikke høre efter. mine forældre er ligeglade med mig, jeg kan storset gøre hvad der passer mig. når jeg tænker tilbage på min familie, en glad familie. og nu en syg familie, hvor alle altid skændes. mine forældre slås og skændes tit. de har været skilt før, men min far blev nød til at komme sammen med hende igen, så hun ikke begyndte på selvmord igen. 
____________
jeg havde altid været en glad pige, altid set med et stort smil på læben, og altid positiv. jeg tænker meget på selvmord .. der er ikke noget jeg hellere vil end at komme væk fra denne verden. når jeg ser mig selv, så tænker jeg ''er det virkelig mig? hvordan kan nogen se så klam ud?'' jeg føler mig så helvedes tyk, og jeg siger til mig selv at jeg ikke skal spise, og jeg vil hele tiden motionere. jeg bliver ved med at få at vide ''____ du er ikke tyk!'' og jeg tror ikke på det, pga. min selvtillid. jeg tør ingenting. jeg må ikke spise siger min hjerne til mig.. jeg har prøvet storset alt, og jeg kan ikke mere. det her er ikke alt overhovedet, men bare så du kan få overblik over hvad der virkelig er galt. sidst dag var jeg ved at begå selvmord – overdosis, ligesom min mor. 
– jeg vil virkelig gerne dø.