Spørgsmål i Brevkassen d. 24.9.2012

Min datter giver mig skylden for hele hendes dårlige liv

KategoriAlkoholKonkrete bekymringerPårørende
Se svar
kommentar

Spørgsmål fraPige / kvinde

Jeg er en mor som har en datter på nu 22 år… Da hun var omkring 14 år – havde hun været sammen med sin far i week-ender, ikke jul, ikke ferier, (en enkelt rejse var det blevet til) Jeg havde fået en ny mand og 2 børn, og min datter var hos os, og jeg ville meget gerne have hende til jul og ferier… Da hun blev 14 år, ville hun gerne flytte hjem til ham, og på daværende tidspunkt spurgte jeg en psykolog om hjælp, skulle jeg bare lade hende gøre det, hun var total umulig hjemme, råbte og skreg af de små drenge, var sur og var ikke til at nå. Hendes far eller hende løg – og jeg vidste ikke hvem jeg skulle stole på… Jeg troede på min datter, som hun også har grinet meget bag min ryg af… Men hun var 14 da hun flyttede hjem til hendes far, hendes far og jeg havde været fra hinanden i 13 år. Og lige fra da af, fortalte hendes far hende hvor forfærdelig jeg var, han havde været vild forelsket i mig siden ungdommen 🙂 og til mig fortalte han hvor meget han var der for os… Men min datter hørte i hvert fald på en masse tanker / historier fra ham, og bestemt ikke til min fordel 🙂 Mange af mine veninder sagde dengang, lad ham – hun bliver klogere, og indimellem troede jeg det også, hun fandt ud af at hendes far løg, men det hele er kolapset nu, nu er det min skyld hele hendes liv, det er mig som har løget, jeg har og er en forfærdelig mor… 
 
Men hvis vi skal gå tilbage hvor hun er 14 år, og flytter til hendes far, jeg opgiver – jeg fortryder den dag i dag, at jeg ikke bare sagde 1 uge hvert sted, men min psykolog sagde til mig, at jeg intet kunne stille op mod de to… Hun var forfærdelig at have hjemme, hun stødte ind i de små og råbte og skreg fra om morgenen, hun tog til fester hvis hun ønskede det, og lavede en scene for at kunne skride ud af døren og smække den i, så vi var uvenner, så behøvede hun jo ikke aftale tidspunkt mv. for at komme hjem…
 
Hun sagde tid, at jeg ikke kendte hende, hun fortalte aldrig noget, jeg spørger meget, men hun øsnker ikke at fortælle noget, jeg fortæller det bare videre som hun sagde…
Mange af de ting som hun siger – er det som hun selv gør.
 
Men fra hun er 14 ser jeg hende ikke så meget, hun er vist kun 16 da hun flytter på et værelse på en bondegård, der hjælper vi med at flytte, men jeg kan næsten ikke komme ind på hende… Hun går i skole, fester og kommer ikke op i skole, har intet arbejde, men drikker sig fuld mv. 
 
Hendes far har hele hendes liv kaldt hende forfærdelige ting, slemme slemme gloser som sidder i hende endnu, han har smidt rundt med hendes ting, og hendes værelse når han gik ind på det, smed han rundt med hendes rod, kylede støvler ind i vægge og hende med…
Hun ringede til mig, og sagde at hun ville væk fra ham, fordi han var så gal…
 
Hun blev kørt hjem til mig… jeg kan ikke huske hvor længe hun boede der, så havde jeg nok gjort noget så hun igen ikke ville være der…
Hun fortalte historier allevegne for at få opmærksomheden, i skolen for at få noget at sige når hun pjækkede, jeg ved ikke hvor mange jeg har været sindsyg, eller måske død… Jeg tror faktisk ikke at der var noget begræsning på løgne… Hun fortalte hendes farmor og mormor en masse historier, for at folk skulle syntes det var forfærdeligt og jeg åbentbart skulle være en forfærdelig mor…
 
Hun får penge til rummet på gården, indskud, jeg får selvfølgelig aldrig mine penge, hendes far gør vist, jeg havde ikke så mange penge, da jeg sad alene med drengene i huset, men jeg prøvede at give hende hvad jeg kunne… Men noget er åbentbart gået fuldstændig galt…
 
Hun flyttede i egen lejlighed, og jeg hjælpe hende med en læreplads, hun havde søgt – men fået nej, jeg kendte direktøren og bad ham hjælpe hende, hun kom til samtale igen, og fik så jobbet… Men det var heller ikke mig som havde hjulpet…
 
Jeg hjalp hende med alle hendes regninger – der var en opgørelse på min bankbog hvor der stod at hun skyldte banken 15.000,- og det undrede mig, så jeg sprugte hende, der boede hun hjemme hos mig… Der gik noget tid, før hun kom med 25 cm høj bunke af fakturaer, fra advokater, fra dsb hvor hun var blevet taget og ikke havde penge… Der var 100 sedler af den samme, men fordi de ikke var blevet betalt kom der flere… Jeg fik orden på alle papirerne, og fik en ordning med banken om at hun skulle indbetale så gælden kom ned… 
 
Det kom nogenlunde i orden, derefter gjorde jeg et eller andet forkert igen, og hun ville ikke se mig igen…
Der går vel omkring 1 år, så er hun helt nede og mine forældre ser hende, og min mor og far hjælper hende igen med regninger og advokater som igen er hobet sig op, nye bøder, telefonregningen man ikke betaler, det havde ophobet sig til 46.000,- kr. som de så hjalp med at betale… 
 
Med mig var det blevet værre, drengene er nu 15-17 år, og alt i hendes liv er min skyld… Jeg har haft nogle aftener med hende, hvor hun har været hel nede, ingen penge, og jeg har talt med hende, prøvet at finde løsninger på det, prøvet at fortælle hende at livet er fantastisk, livet er dejligt, men man skal kunne se det… Jeg har altid passet på pengene, så jeg fatter hende ikke helt… 
 
Hendes far: mener alt møj er alle andres skyld. Og det har min datter desværre arvet… Alt er alle andres skyld, man skal ikke tage ansvar selv, tænke over hvorfor hun gør som hun gør, hvorfor jeg har gjort sådan mv. 
 
Min ønske var at vi alle børn og min mand og jeg, skulle på en ferie sammen, vi er nu 7 når vi alle er samlet, så det ville blive omkring 100000,- og det er jo ikke bare lige sådan… Det vidste hun godt, mit ønske er der stadigvæk, jeg har bare ikke lyst til at rejse uden hende også… Nå men det er et år siden, der sagde jeg lidt til hende, at det kunne være dejligt… Først sagde hun at hun ikke gad med, hvis min mands børn skulle med… Vi havde lige købt hus og der var en del rod omkring det, så der lå nogle uopklarede udgifter til belægning og terrasse og syn og skøn mv. forude… Så vi kunne ikke lige overskue 100.000,- der… Vi har 3 andre børn som har lyst til at være hos os, og dem ser vi tit 🙂 Jeg havde lige sagt til min datter, at jeg godt ville hjælpe hende med hendes buskort fordi hun ikke havde nogle penge, så jeg ville gerne betale det til hende i 5 måneder – omkring 5000,- selv om jeg lige var blevet selvstændig og havde ingen løn…
 
I sommerferien, ser jeg at man kan komme til bulgarien for kr. 1200,- pr. person i en uge hvis vi kører dertil selv. Det beslutter vi os til, de 3 børn som er hjemme på 14-15-17 år… det koster os omkring 7000,- at tage dertil…
 
Jeg når desværre ikke at meddele min datter på 22 år, som har egen lejlighed og ikke boet hjemme siden hendes 14 år… at vi tager på denne rejse med de mindre… 
 
Hun stjerner fuldstændig ud, min søn havde sat det ud på facebook, og hun læser det så, og i stedet for at ringe til mig og få en forklaring hvorfor vi alligevel rejse, stjerner hun ud. og har ikke set mig siden… Hun mener jeg har løget for hende. at jeg er det værste i hendes liv…
 
Jeg ved ikke hvad hun tror, men jeg har selvfølgelig brugt mange mange timer på at tænke hvad jeg nu har gjort galt… Det var ikke den store tur hvor vi alle 7 skulle afsted… De 2 store piger er flyttet for sig selv, min datter er 22 år, hun skal jo ikke med som en selvfølge på vores rejser syntes vi) Men hvis alle skal med, skal hun selvfølgig også med… Så nu ønsker hun ikke at se mig…
 
Mine forældre som kender sagen, gør ingenting, mine drenge ønsker ikke at blande sig… Jeg er en blanding af ked af det, græder meget, tænker meget, til at være gal, såret, og tænker hvad er det egentlig jeg savner, har jeg nogensinde fået en kærlig hånd, et spørgsmål hvordan jeg havde det… Vist at hun var glad for mig som mor…
 
Nej – ingenting, kun når jeg skulle købe noget til hende, vi på 14 dage i egypten hende og jeg alene, hun er den som har fået mest af alle børnene, og alligevl er det hende som er dybt sur…
 
Jeg gik til en psykolog før jul, før hendes fødselsdag – før jul… Jeg har altid skrevet til hende, prøvet at nå hende, sms hende… men psykologen siger at jeg ikke må mere, hun skal komme til mig, se på de ting hun har sagt til hele omverdenen, håbe på at hun en dag savner mig, og måske kigger på alle de løgne og historer hun har fyldt sig med, og er blevet fyldt med… Men jeg tror desværre at løgnene er blevet til sandheder i hendes hoved… Hun har ikke empati, hun kan ikke se hvis det er hendes skyld. Hun har intet gjort ….
 
Så jeg må ikke kontakte hende, hun skal begynde at savne mig, se alt det jeg har gjort og stået for i hendes liv… 
 
Men hvor er det svært, hun har fødselsdag i december og jeg skrev tillykke til hende, og god jul, og inviterede hende til jul og 1. juledag… jeg hørte intet… og har ikke hørt noget fra hende…
 
Jeg er en drømmer, jeg ønsker hende i mit liv, men øsnker jeg hende som en sur datter, som skal råbe og skælde mig ud det meste af tiden, som skal finde den mindste fejl jeg gør, for at skrige den ud til hele verden, for at smide mig ud igen, hvis jeg ikke lige gør tingene som hun mener jeg skal gøre dem…
 
Det gør ondt indvendig i mig, nogengange bliver jeg gal… Alle de løgne de er kommet med, jeg har ikke en chance… Jeg har gjort alt for hende, men noget må jeg have gjort galt… jeg er uden min datter…
 
Jeg skriver ikke til hende, skriver en masse til mig selv, dagbog, vender og drejer hvad jeg kan have gjort, prøver at forstå hende, men aner ikke hvad jeg har gjort galt… Uanset hvad – er det ikke kun rejsen hun er gal over, det havde bare været noget andet hun kan stjerne dårligt over… Hun har et frygtelig temperament – og hun råber og skriger desværre som hun har set hendes far gøre mod hende… Men hendes far er perfekt og hun ønsker at se ham, og tør ikke sige ret megt til ham, han har fået en ny familie med en lille datter, som min datter elsker overalt på jorden… Hun er hendes liv… Så hun gør intet, for at være bange for at hendes far skal sige at hun ikke kan se xxxxx mere…
 
Så hvad skal jeg gøre ??? skal jeg glemme hende ?
Eller skal jeg drømme om noget som måske ikke er rigtigt, at hun er en fantastisk datter – det er hun ikke – og det er forfærdeligt, sådan har jeg nok ikke så meget tænkt, hun hvad jeg kunne havde gjort bedre overfor hende, gennemtænkt årene for at finde en årsag og løsning…
 
Hun ønsker ingen løsning – hun ønsker mig faktisk ikke i sit liv…
 
Kan du se et mønster som jeg ikke kan se ???
 
Med venlig hilsen
en meget ked og fustreret mor

Svar fra psykolog Eric Allouche

Hej det er en rigtig ulykkelig historie du fortæller om dit og din datters forhold. Jeg synes ikke det vil være rimeligt at rådgive dig udfra et brev, men håber du fortsat går hos psykologen der forhåbentligt kan hjælpe dig. Hvis det ikke er muligt er der forskellige muligheder for rådgivning via nettet eller telefonrådgivning. Håber du finder hjælp til problemet.

0 kommentar

Skriv en kommentar

Relaterede spørgsmål

Pige / kvinde16 år

Levertal

Hejsa Jeg skal have taget levertal og blodprøve i næste uge fordi jeg skal starte på isotretinoin. Og der bliver holdt 2 fester i weekenden, så jeg ville spørge om det påvirker mine levertal meget ...
Pige / kvinde30 år

Kan kommende barn tage skade?

Hej. Jeg er en kvinde på 30 år. Jeg havde et alkoholmisbrug fra jeg var ca. 15 til 28 år, hvor jeg drak alt mellem 5-20 genstande næsten dagligt med kun periodevise pauser. Jeg er helt ude af misbr...
Pige / kvinde44 år

Hash som selvmedicinering

Kære netstof Vi har en søn på 16 år. Som 13 årig blev han dybt deprimeret, havde selvmordstanker og brugte alkohol som selvmedicinering. Han er højt begavet. Han blev diagnosti...
Se flere spørgsmål >