Hvordan kommer jeg videre med mit eget liv?
Spørgsmål fraPige / kvinde20 år
Hej,
Min mor har vist drukket hele mit liv, og endda også før. Jeg husker dog først at jeg rigtig forstod det, da jeg var omkring 9-10 år. Min far har altid rejst meget med arbejdet, og boede i en årrække i udlandet, og var kun hjemme i weekeneden og nogen gange hver anden. Derfor var jeg altid meget alene med min mor.
Jeg har skulle være stærk og voksen fra en meget ung alder, men jeg forstod ikke hvorfor jeg var som jeg var før for omkring 2 år siden. Jeg læste en ekstensiv liste over "karaktertræk" man ofte ser hos børn med en alkoholisk forælder. Jeg kunne stort set genkende dem alle i mig selv, og først der forstod jeg hvor stor en effekt det har haft på hvem jeg er som person i dag, og det gjorde mig rigtig ked af det. Det har jeg haft det rigtig svært med lige siden.
Fra jeg var 12 til jeg var 18 boede vi alle 3 sammen i udlandet. Min far sagde en af grundene til han tog jobbet var så vi alle 3 kunne bo sammen, så jeg ikke skulle være alene med min mor. Men også her rejste han rigtig meget. Og igen var jeg alene med hende, og skulle klare mig selv.
For næsten 2 år siden flyttede jeg så alene tilbage til Danmark, mine forældre bor stadig i udlandet. Og lige siden har jeg haft det utrolig skidt. Jeg følte mig endnu mere ensom, træt, tom, begyndte at ha mareridt, trykken i brystet, svært ved at sove, hjertebanken, enten meget sulten eller slet ikke sulten, osv osv. Jeg havde rigtig meget lyst til at give op, men det kunne jeg heller ikke få mig selv til. Jeg har altid været stærk over for min far, det er næsten umuligt for mig at vise ham mine sande følelser. Så jeg kæmpede videre alene.
I Maj 2013 kontaktede jeg endelig TUBA i København, og kom til en for-samtale hos en psykoterapeut. Hun sagde (uden at kunne sige det med sikkerhed da hun ikke havde lavet en diagnose) at jeg viste tegn på depression. Fik så også at vide at TUBA's venteliste var et år lang, og hun rådede mig meget til at gå til en "almindelig" psykolog inden, for hun mente bestemt ikke jeg burde vente et år. Det har jeg ikke gjort, og det er 10 måneder siden. Jeg har ikke selv råd, da jeg er studerende, og som sagt har jeg altid haft en meget stærk facade, og har aldrig kunne få mig selv til at bede min far om hjælp, selvom jeg godt ved at han ville gøre alt for mig. Jeg vil bare ikke gøre ham ked af det, for jeg ved at det heller ikke har været nemt for ham.
Jeg døjer stadig med angst, og de andre symptomer, og det har næsten været sådan konstant de sidste halvandet-to år. Samtitig er jeg enormt perfektionistisk, så at skulle skjule ud ad til at jeg har det rigtig skidt er enormt drænende, og jeg vil bare rigtig, rigtig gerne leve mit liv og finde glæde i alle de ting jeg ellers altid har elsket. Jeg vil bare gerne kunne trække vejret, for jeg føler lidt at jeg drukner.
Jeg går og venter på at jeg forhåbentlig kan komme til hos TUBA, men jeg er enormt opgivende og vil bare rigtig gerne ha råd til hvordan jeg bedre kan overskue hverdagen. Hvordan kommer jeg videre med mit eget liv?
På forhånd tak,
M
Svar fra rusmiddelekspert Flemming W. Licht
Hej M.
Ja det er en svær problemstilling at leve sig ind i. Og det er en svær problemstilling af leve i.
Jeg tænker at du ubevidst har taget meget ansvar for din mor. Jeg synes det er en flot beslutning du har taget at rejse hjem og tage en uddannelse, du kunne sikkert have taget en der hvor I boede. Det at rejse hjem er det første skridt i en frigørelse – sådan som jeg ser det. Det skal du holde fast i.
Du er dog stadig så ansvarsbevidst i forhold til din mor, at du sikkert bevidst og ubevidst tænker meget på hende – det tænker jeg du har brug for hjælp til at tackle.
Så er du så ansvarsbevidst at du også tænker du skal skjule det for din far. Det tænker jeg ikke du skal. Det tænker jeg heller ikke din far synes er en god ide. Han er stor og voksen og kan godt klare, hvis du kontakter ham og fortæller ham hvordan du har det. Jeg kan i hvert fald ikke se hvorfor han ikke skulle kunne klare det. Du har ligesom været hans sikkerhed for at der var styr på det i mange år. Nu er det hans tur til at tage ansvar og hjælpe dig. Det kan han gøre ved at I taler sammen og han fortæller dig at nu er det ham der har ansvaret overfor din mor. Så kan nogle af dine bekymringer blive løftet af dine skuldre. Dernæst synes jeg du skal bede ham om hjælp til at kunne komme til at tale med en psykolog, så kan han hjælpe dig med at få styr på dine følelser og den eventuelle depression du har.
Jeg tænker du skylder dig selv at tage en snak med din far. og jeg tænker også at din far vil blive glad for at du tager den snak med ham, han vil jo sikkert det bedste for dig, og har ikke noget ønske om at du skal komme længere ind i en depression, men han kan jo ikke vide det hvis du ikke taler med ham.
Så jeg tænker din opgave er så hurtigt som muligt at få en snak med din far. Hvad tænker du?
Skriv gerne igen, hvis der er noget jeg har misforstået.
mvh
Flemming