Der kan være mange grunde til at en person eksperimenterer med stoffer. For nogle handler det om at nyde rusen, imens det for andre handler om at bedøve eller flygte fra nogle ubehagelige følelser. Gennem tiden har forskere identificeret 5 generelle tilgange, som ligger til grund for hvorfor en person bruger et eller flere stoffer. På denne side udforsker en af disse tilgange, nemlig selvoptimering.
Selvoptimering som tilgang og motivation for at eksperimentere med stoffer, handler om at ‘booste’ sig selv gennem brugen af et stof. Sagt på en anden måde, handler selvoptimering ikke så meget om at løse et problem, som det handler om at øge ens evner i en eller anden forbindelse.
Brug af stoffer som middel til selvoptimering, ses typisk som motivation i brugen af psykedeliske stoffer, herunder psilocybin svampe (spids nøgenhat), LSD (lysergsyrediethylamid) og DMT (dimethyltryptamin). Det kan eksempelvis være, at en person ønsker at forbedre sig selv, at blive mere produktiv eller kreativ i forbindelse med sit arbejde. Det kan også være at personen ønsker at forbedre sig selv i sociale relationer og har hørt at det er noget psykedeliske stoffer kan hjælpe med. Og det er der jo ikke noget galt med. At ønske at forbedre sig, i det ene eller anden henseende, er noget som alle mennesker stræber efter i en eller anden grad.
Der er også personer, som bruger stoffer som cannabis eller kokain til selvoptimering. Eksempelvis kan man forestille sig, at nogle vil bruge cannabis som middel til at påvirke deres tænkning og deres kreativitet. For at skabe bedre resultater, i deres egne øjne, eller i andres. Det kan også tænkes at et stof som kokain, kan bruges til at optimere ens sociale evner, enten i byen eller i en professionel sammenhæng. Dog skal det siges, at disse eksempler er bud på, hvad man kan tænke er målet med at tage stoffet, hvilket ikke er det samme som det faktiske resultat. For mange oplever, at hvad de troede virkede optimerende for dem, ikke bliver opfattet på samme måde af andre. Eksempelvis er kokain kendt for at øge selvtilliden, hvilket virker oplagt at benytte sig af, hvis man er generet og ikke føler man har den store gennemslagskraft i en samtale. Men hvordan ved man, om en streg kokain giver lige den mængde selvtillid man manglede, eller om det resulterer i at man ender med at snakke for meget og ikke give plads til andre i samtale, hvilket jo heller ikke var den effekt man ønskede. Og hvor holdbar en metode er det, hvis man er afhængig af et stof, for at føle sig selvsikker nok?
I den selvoptimerede tilgang til brug af stoffer, er der ofte en indforståethed med, at det primært er stoffet, som leder til det gode resultat og ikke mennesket selv. Med andre ord, har brugere med fokus på selvoptimering ofte mest fokus på det potentielle resultat et stof kan give, og ikke så meget på den proces man skal gennemgå – med eller uden brug af stoffer.
I forbindelse med muligheden for selvoptimering og forbedring af selvet gennem brug af stoffer, er samtidens forskning stadigvæk manglende. Selvom der i dag bliver forsket i det terapeutiske potentiale i blandt andet psilocybin svampe og MDMA, så er forskningen stadigvæk i en tidlig fase, hvilket betyder at det endnu er svært at vurdere om nogle stoffer har potentialet til at optimere et menneske.
Mikrodosering er en af de mest kendte varianter af selvoptimering med brug af stoffer. Når man mikrodoserer, betyder det at man indtager en relativt lille dosis af et stof (10-20 gange mindre end normale doser), typisk et psykedelisk stof som svampe eller LSD, med henblik på kun at modtage de gavnlige effekter af et stof, og kun mærke dem subtilt. Brugere af mikrodosering beretter om, at det positive er, at man kan tænke mere kreativt og være mere fokuseret. Dog peger de kliniske forsøg med mikrodosering i den modsatte retning og peger på, at det er lige så sandsynligt, at fokus og kreativiteten daler, når man er påvirket af psykedeliske stoffer, selv når man taler om mikrodosering. Derfor er det i dag ikke entydigt, om mikrodosering kan være virksomt for nogen som en form for middel til selvoptimering. Hvis du er nysgerrig omkring mikrodosering, så kan du læse mere om det her på vores temaside om mikrodosering her.
Ideen om selvoptimering gennem brug af stoffer, er ikke udsprunget af den blå luft. I dag er der flere og flere medier, såsom film, tv-serier og podcasts, som omhandler stoffer og brug af stoffer med henblik på selvoptimering. Blandt andet har platformen Netflix flere serier om stoffer og deres brug med henblik på at ændre eller optimere psyken. Dette vidner om, at flere og flere overvejer ideen om, at man kan påvirke sig selv og sin psyke ved brug af stoffer. Og flere begynder derfor at næste med det opfølgende spørgsmål: Kan jeg optimere mig selv ved hjælp af stoffer?
Med et voksende katalog af medier, som gør meget for at få stofferne til at virke appellerende, medfører et problem i form af tvetydighed. For hvad gør man, når man støder på modsatrettede forklaringer? Når en tv-serie forklarer at DMT er et middel til en dybere forståelse af universet, imens Sundhedsstyrelsen forklarer at risici ved indtagelse af samme stof er uberegnelig. Det er nemlig svært at navigere i en verden, hvor modsatrettede forklaringer er til stede, på to forskellige sprog, præsenteret på to forskellige måder. Derfor er Netstof naturligvis fortaler for, at man bør søge efter forskellige kilder af information, når man nysgerrigt søger viden om et stof og dets potentielle positive- og negative effekter.
I forskningens verden, er vi stadigvæk i et tidligt stadie, hvor det er uhensigtsmæssigt at drage nogle konklusioner om brug af stoffer til selvoptimering – endnu. Derfor er Netstofs holdning, at vi ikke er fortalere for at stoffer kan være behjælpelige at ‘booste’ en selv og forbedre ens person. Vi er derimod store fortalere for personlig udvikling og selvoptimering – uden brug af stoffer. Og hvis man har et ønske om at forbedre sig selv, på den ene eller den anden måde, så tror vi på at det altid vil være muligt uden brug af et stof. Faktisk mener vi, at selvoptimering er bedst og mest vedvarende, hvis man ikke gør sig afhængig af andre ting i processen. Man kan spørge sig selv, hvor selvoptimerende en proces er det egentlig, hvis selve processen er afhængig af et stof?