Opgavespørgsmål 4 - stoffernes virkning på misbrugere?
Hvad gør stofferne ved folk med misbrug?
Der er bivirkninger ved alle stoffer.
Ofte er bivirkningen den modsatte følelse af den, man gerne ville opleve ved at tage stoffet. Det vil sige, at hvis man for eksempel har taget et stof for at føle sig mere "ovenpå" kan man få en følelse af at være meget langt nede og ked af det, når stoffets virkning stopper.
Det skyldes, at man ved at tage stoffet udtømmer de naturlige depoter af nogle ”behagelige stoffer” i hjernen. Når man så har tømt lagret, mangler de naturlige stoffer i hjernen og man får det dårligt.
Når man har røget hash (for eksempel fordi man gerne vil føle sig afslappet) kan man opleve angst og forestillinger om at være forfulgt. Man kan også få kvalme og blive svimmel. Men den vigtigste bivirkning ved hash er nok, at det nedsætter evnen til at lære nye ting og tænke klart. Det uheldige og specielle ved hash sammenlignet med andre rusmidler er, at det påvirker hjernen meget længe, efter man har røget. Man har altså svært ved at lære og tænke klart meget længe efter, man har røget hash. Ryger man flere gange om måneden, vil hjernen være påvirket næsten hele tiden.
En af de alvorlige bivirkninger ved kokain og amfetamin er, at man kan dø, hvis man tager for meget. Man kan også dø af alkohol, men der skal meget større mængder til. Man vil typisk blive dårlig og ude af stand til at drikke mere, inden man dør af for meget alkohol.
Kokain og Amfetamin er sværere at styre, da man uden problemer kan sniffe eller sprøjte en dødelig dosis.
En almindelig bivirkning ved amfetamin og kokain, som mange har oplevet, er, at de bliver voldelige, irritable og vrede. I tiden efter en kokain- eller amfetaminrus oplever mange en psykisk nedtur, hvor de føler sig deprimerede.
Læs mere om konsekvenser og hvad stofferne gør ved kroppen og hjernen i Leksikonet her på netstof.dk under de forskellige stoffers bivirkninger. Se desuden animationen Drugs and the Brain