Spørgsmål:

Har jeg beskadiget min hjerne?

Dato: 26.07.2018

Køn: 

Dreng/Mand

Alder: 

15år

For ca. halvanden måned siden hang jeg ud med vennerne, og vi røg en masse skunk sammen. Det var min første gang jeg skulle prøve det. De andre sagde til mig at det ville komme til at kradse en del i halsen, og at man ville mærke effekten lige med det samme. Så jeg startede ud med at tage et par sug. Jeg kunne hverken mærke effekten eller kradsen, så jeg troede jeg røg det forkert. Jeg ventede lige 2 minutter med at tage endnu et sug. Efter 2 minutter tog jeg 5 sug. Der skete intet. Efter lidt tid da intet skete, tog jeg 5 eller 6 sug mere. Jeg tror nok jeg endte med 12 sug i alt. Der skete heller ingen ting. Men pludselig efter lidt tid begyndte jeg at mærke effekten. Den blev bedre og bedre, men efter ca. 2 min begyndte den at blive ubehagelig. det blev mere og mere ubehageligt, da det blev alt for ubehageligt begyndte jeg at blive bange. Og tænkte til mig selv “Nu bliver jeg alt for høj”. Jeg begyndte at føle en intens summen, det endte med at jeg gik rundt ude på gårdspladsen, og jeg kunne ikke stoppe med at gå. Pludselig blev summen mere intens og jeg fik nogle slags ‘andfald’, hvor det føltes som om at jeg fik stød gennem den ene side kroppen, jeg kunne slet ikke styre min egen krop. Nogle gange fik jeg så meget stød gennem kroppen at jeg faldt ned på knæene, eller faldt helt til jorden. Jeg har aldrig prøvet noget mere ubehageligt i hele mit liv. Jeg har aldrig følt mig så angst, håbløs og ubehagelig tilpas i hele mit liv. Det endte med at jeg faldt til jorden og de andre måtte samle mig op. Jeg sad derefter i 2 timer ude på gårdspladsen sammen med de andre. De andre prøvede at berolige mig, men jeg kunne slet ikke stoppe den intense summen, og stødene der gik igennem kroppen. Anfaldene kom i ryk. De første 5 min kunne jeg være stille, og de næste 5 min kunne jeg have et anfald. Lige siden den dag har jeg ikke været normal. Det er som om min hjerne ikke rigtig kan fokusere ordenligt på ting mere. Jeg har haft det mega underligt, og jeg har været en smule svimmel, og jeg har også haft det uvirkeligt, (en slags uvirkelighedsfornemmelse). Alle ting virker meget uvirkelige. Specielt når jeg kigger mig selv i spejlet er alting helt vildt underligt. Alle effekterne bliver værre når jeg fx. kigger på en skærm. Det med skærmen var der ikke i begyndelsen, men kom først efter en måned. Jeg har også været meget ked af det og angst lige siden. Jeg har tænkt ting som: “hvad nu hvis jeg aldrig bliver normal igen?”. “Hvad nu hvis jeg har beskadiget min hjerne?” Og meget mere. Tankerne flyver bare rundt. Jeg kan slet ikke holde tankerne ud mere. Og jeg føler mig helt håbløs. Her de seneste par uger er effekterne bare blevet værre, og jeg har fået meget mere uvirkelighedfornnemlse. Og nogle gange kan jeg endda få lidt kvalme af det. Der er nu gået halvanden måned og det er ikke blevet bedre. Og det gør mig en smule bekymret. Jeg føler lidt at jeg har brændt min hjerne. Forsvinder alt det her med tiden, eller skal man have hjælp? I så fald hvem kan så hjælpe?

Svar: 

Hej

Først og fremmest vil jeg gerne berolige dig lidt: Du har ikke fået en hjerneskade, og jeg er ret sikker på, at du vil få det bedre med tiden.

Alligevel vil jeg klart anbefale dig at søge hjælp gennem din egen læge.

Du er ikke den første, der oplever en længerevarende uvirkelighedsfornemmelse efter at have røget cannabis og klart de fleste får det bedre med tiden. Men det er vigtigt at få undersøgt, om du har fået en psykose eller en depression, derfor er det en god ide at gå til din læge.

Din krop og din hjerne har haft en voldsom oplevelse og det er derfor vigtigt, at du passer godt på dig selv den næste stykke tid. Spis sundt, dyrk motion og få minimum 8 timers søvn.

Og pøv ikke at bekymre dig for meget, det skal nok blive bedre med tiden.

Søren

 

Sørens billede

Besvaret af: Søren Holm