Uønsket
Spørgsmål fraPige / kvinde
Hej,
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere mig rigtigt…. det er første gang jeg rigtig "taler ud" omkring mit(mine) problemer.
Jeg er en pige på femten – knap seksten, og jeg har så langt tilbage jeg kan huske, altid haft en problem med min krop. Så langt tilbage i (1.,2.3?) klasse hvor det hele handlede om at vægten ikke måtte sige mere end 30 kg. – og så frem til idag hvor jeg kaster op flere gange om ugen. Jeg har altid været tynd. I konfirmations alderen begyndte jeg at få flere "former" men overhovedet ikke fordi jeg var noget der nærmede sig af at være tyk. Alligevel besluttede jeg mig for at jeg ville tabe mig, og det gjorde jeg – 4 kg. Ingen opdagede noget, men på daværende tidspunkt så jeg ikke mit forhold til mad som et problem. Men årene er gået og de sidste to år er jeg gået fra at leve i en (udadtil) lykkelig familie, til at leve med to forældre der ikke engang kan udveksle mere end et par ord uden at skulle udvikle endnu et skænderi. SIden mine forældre blev skilt har jeg oplevet det værste i mit liv. Været udsat for voldtægt, drukket mig bevidstløs flere gange, taget stoffer flere gange, været i slagsmål og været ligeglad med skolen. Da alt dette var omkring mig – var mine forældres øjne rettet mod mig konstant, og alt hvad jeg foretog mig – blev til en beskyldning af "det passer ikke" men da jeg så for et år besluttede mig for at det skulle være slut, rettede øjnene sig væk, jeg fik styr på min skolegang, og får i dag rene 10 – og 12 taller, drikker næsten aldrig, tager ALDRIG stoffer eller ryger, og så er jeg stort set den eneste der vedlige holder vores 4 værelses lejlighed hvor jeg bor med min storebror om min far. Min bror tager stoffer og det VED jeg, han begyndte som 15årig, og stoppede. Men han er begyndt igen, men så er det bare jeg spørger – hvorfor er fokus rettet mod ham på en positiv måde? og mod mig en negativ? Han kommer skæv hjem op til flere gange om ugen, men jeg er den eneste der reagere. Jeg er den eneste der prøver at vedlige holde vores hjem nogenlunde. Jeg rydder op og vasker tøj hver dag, imens min far kan komme slentrende hjem klokken elleve om aftenen og gå direkte i seng, uden overhovedet at lægge mærke til hvad jeg har brugt dagen på at udrette, eller uden et "tillykke med 12-tallet", eller noget som helst. Er jeg ikke god nok? Hvad er det jeg gør galt, ud over f.eks. at sulte mig i fire dage og derefter få et ædeflip og kaste op. Jeg er blevet så tyk! Er i dag 1.68 høj og vejer 59 kg. jeg taber mig gang på gang, men når ingen lægger mærke til det, spiser jeg og tager det hele på igen, selvom jeg egentlig kaster det op? Jeg kan ikke fortælle nogen hvorfor jeg gør det, jeg er pinlig over det og synes jo også selv det er ulækkert, men hvordan kan det være forkert eller et problem når det gennem et år er noget jeg gør i gennemsnit 3 gange om ugen? Så ville det vel blive bemærket, men nej, for der er intet jeg gør som bliver bemærket. Jeg føler selv at jeg påtager mig en masse ansvar der ødelægger noget andet i mig, det ødelægger så meget i mig at jeg nogle gange faktisk bare ville ønske jeg ikke var til. Hvad skal jeg stille op?
Mvh. anonymous
Svar fra psykolog Eric Allouche
Hej med dig
Du må undskylde at det tog mig lidt mere end en uge for at besvare din mail.
Nu at du stiller et klart spørgsmål, så lad os tage udgangspunkt i det: hvad skal du stille op?
Hvis jeg læser dig rigtigt, så er det grundlæggende problem at du bliver overset af dine forældre.
Og hvis jeg forstår det rigtigt, prøver du at lave en masse gode ting (passe huset, m.m.) for at få opmærksomhed og anerkendelse.
Det mindste man må siger, er at den strategi ikke virker.
Så… du burde holde op med den og finde andre alternativer.
En alternativ kunne være at lave endnu flere ”gode” ting for din far/forældre… men det synes jeg vil være en rigtig dårlig vej at gå!
En anden alternativ vil være at søge opmærksomhed og anerkendelse andre steder. F.eks. hos nogle lærer eller andre voksne du synes godt om.
En tredje alternativ kunne være at få anerkendelse af dine forældre ad andre vej end at gøre ting for dem. Det meste indlysende kunne være f.eks at tale med dem, og i først omgang give dem opmærksomhed nok så du får en ide af hvorfor de, i den grad, overser dig. Hvis det viser sig at grunden til det er til at tackle (f.eks at din far er træt efter arbejde og har så travlt med din bror at han tænker at du ikke har brug for opmærksomhed nu at du klarer dig så godt), så kan du løse problemet ved at snakke med ham/dem om det, og fortælle dem at selv om du er god i skolen og opfører dig godt, så har du stadig brug for at blive set og anerkendt af dem.
Omvendt hvis grunden til deres uopmærksomhed ikke er til at tackle (f.eks. at din far drikker og er ligeglad med alt når han kommer hjemme), så det bedste er at lade være med at søge at få hans opmærksomhed… selv om det er det du bedst kunne tænke dig.
Som du skriver det påtager du dig en masse ansvar… og som du også skriver det, det er ikke godt og det ødelægger dig. Så, det er vigtigt at du er opmærksom på det, og holder op med at tage ansvar i de områder hvor det er din far, mor eller storbror som skal tage ansvar.
Omvendt er det rigtig godt at du tager ansvar for DIT liv og gør de ting som er gode for dig. I den sammenhæng er jeg imponeret at læse hvordan det er lykkes dig at lave fuldstændig om på dit liv sidste år (og tillykke med de 10 og 12 tal du får). Det må betyde at du har stærk vilje og en god sens for det der er rigtigt og det der er forkert.
Endeligt, og stadig i den sammenhæng, jeg synes at du burde gøre noget ved din anoreksi/bulimi, og jeg vil anbefale dig til at henvende dig til personer som har en kvalificeret viden om det (hvilke jeg ikke har), f.eks. på hjemmesiderne www.spiseforstyrrelser.dk/ eller www.borger.dk/Emner/til-unge/brug-for-hjaelp/Sider/anoreksi-og-bulimi.aspx
Jeg kunne skrive mere… men vælger at stoppe nu før mit svar bliver for indviklet. Ønsker du flere detaljer eller ideer, er du velkommen til at kontakte mig.
Held og lykke
Eric