Spørgsmål:

Mindestue eller?

Dato: 19.09.2012

Køn: 

Pige/Kvinde

Jeg har verdens dejligste kæreste på mange måder. Han er godt nok en del ældre end mig,jeg er 30,så der er faktisk 27 års forskel, men hva, kærlighed har jo ingen alder. Mine 3 " pap" børn er også på min alder, men vi har det alle fint med dette.
Mit problem lyder således:
For ca 1, 5 år siden mødte jeg min kæreste. Han var enkemand, konen var død 5 år tidligere. Ingen tvivl om de elskede hinanden højt og, at jeg aldrig vil kunne udfylde hendes plads.
Jeg havde aldrig datet en mand der stadig havde svigerforældre, så dette var meget svært, at forholde sig til, især fordi de stadig fyldte så meget i hans liv, og de stadig blev omtalt som svigerforældre, men selvfølgelig accepterede jeg dette. Jeg har deltaget i samtlige familiefester osv, men måske lidt jaloux over han ikke gik så meget op i mine forældre.
Det undrede mig godt nok mange af hendes ting stadig var, at finde i hjemmet. Fek.s hang hendes morgenkåbe stadig i badeværelset, og hendes sko stod ved sengen osv. Der hang en del billeder af dem sammen i hjemmet, bla. deres sølvbryllupsbillede. Dette havde jeg det egentligt ok med, men bad ham efter noget tid fjerne et foto fra natbordet, det var trods alt for meget.
Spurgte forsigtigt en dag, og han sagde, at det havde han sket ikke tænke over, selvfølgelig havde han det var min tanke, men han smed noget af det ud kort tid efter, og vi talte ikke mere om det.
Han havde da jeg mødte ham et noget jeg vil kalde et hæftigt alkoholmisbrug. Var ofte fuld når jeg ringede til ham selvom han var alene og skulle på job dagen efter. Dette var ren kedsomhed sagde han, men fortalte samtidig det virkelig havde taget til efter konens død.
Efter omkring 6 måneders bekendskab besluttede vi, at flytte sammen. Jeg forventede måske vi sammen skulle skabe et hjem sammen af vores ting, men nej. Der var absolut ikke plads til mine ting, hvorfor skulle de også med?, han havde jo alt! Deres fælles dørskilt var nu mit problem, hvordan skulle jeg sige jeg gerne ville have et med vores navne på. Vi kørte i silvan og jeg fandt et smukt skilt. Er det ikke flot sagde jeg? Jamen det er dit navn der skal stå på det udbrød han!! Tænk han ville have deres fælles skilt skulle være der, og så mit ved siden af! Heldigvis fik han andre tanker, og kunne godt se det måske var i overkanten.
Med tid til anden har jeg tilføjet lidt ting, bla en blomst, malet et kontor osv, men dette hjem er ham og konens. Det er deres indretning, deres billeder af dem sammen på væggen. Hendes sko sko står endda stadig ved sengen. For mig handler det måske også om respekt, bange for, at gøre ham, hans børn eller svigerforældrene kede af det ved at flytte for meget rundt, men tror samtidig min kæreste aldrig har accepteret konens død, og derfor vil have noget de har skabt sammen.
Jeg har fortalt ham mange gange jeg ikke føler mig hjemme, mere som en gæst. Tror blot han vælger, at overhøre dette. 
Jeg har det især elendigt i deres seng, dette er han dog efter 8 mådener gået med til, at skifte.
Måske er han bare den alder der ikke skifter ting ud før de virkelig går i stykker, eller som jeg frygter, at han absolut ikke er ovre hende, og aldrig kommer det.
Skal jeg blot acceptere dette, eller er det ham der må gøre noget.?

Skrevet af: Wendi

Svar: 

Hej Wendi

Du må undskylde at det tog mig lidt mere end en uge for at besvare din mail, men jeg har haft travlt på arbejde og har ikke kunnet finde tid til at sidde og læse din mail grundigt før nu.

For at starte med slutningen, dvs dit spørgsmål (”skal jeg acceptere det?”), så er svaret NEJ!
Selvfølgeligt skal du ikke acceptere at være en gæst i det hus du faktisk bor i. Spørgsmålet er så ”hvad kan du gøre for at komme ud af den situation?”.

Min erfaring (som er så begrundet at det er nu blevet mit udgangspunkt) er at man ikke kan ændre på andre mennesker, men kun kan ændre på sig selv…Hvis jeg skriver det, så er det fordi når jeg læser din mail, så får jeg den fornemmelse at du er meget forsigtig med hvad du siger til din kæreste og tænker meget over hvordan du skal få tingene sagt (f.eks. billedet på natbordet eller dørskiltet), trækker tingene meget ud (f.eks at det tog jer 8 måneder før I fik en ny seng). 

Det synes jeg er et rigtigt godt egenskab…men det synes jeg du skulle prøve at lave om på det i stedet for håbe på at din kæreste bliver bedre til at forstå dine antydninger.

Så, min råd er du skal lade være med at tænke ”hvorfor er min kæreste ikke mere villig til at give mig den plads jeg burde have?”, og at du i stedet for spørger dig selv ”hvilke plads ønsker jeg mig?”…og så tage den. Du skal ikke være i tvivl om at det kommer til at skabe konflikter mellem jer to. Men i den sammenhæng er konflikter ikke noget nødvendigvis negativ. De markerer bare at I to er nået til hinandens grænse og at I skal nu begynde at ”arbejde” for at finde en måde at tackle det. Er der ikke nogen konflikter, så betyder det at I enten er ”det perfekte par” eller at en af jer giver sig alt for meget.

Så, prøv at sidde ned, tag et stykke papir hvis det kan hjælpe dig, og skrive/beskrive hvordan du kunne tænke dig at huset så ud…og så kom i gang disse ændringer.
Hvis du har lyst til at udskifte nogle møbler eller male et rum, så gør det. Husk at sige det til din kæreste først...men som en beslutning og ikke som et spørgsmål. Sig f.eks ”jeg er godt nok træt af det gamle bord, i morgen tager jeg til en møbelforretning og køber et nyt”. Hvis han har nogle indvendinger imod det, så lyt til dem og se om du synes at de holder. Hvis de ikke gør det, så lad være med at rette dig efter dem. Husk at det her er jeres fælles bolig og at hans mening vejer ikke tungere end din.

I den sammenhæng så skal du selvfølgelig også har dine ting i huset. Og svaret til spørgsmålet ”hvorfor skal de med?” er ret enkelt: ”fordi det er dine ting!”. Længere behøver det ikke at være.

Nu hvad angår din kærestes kones gamle ting, så synes jeg at du burde pakke dem pænt i en kasse og lægge kassen på loftet. Selvfølgeligt skal din kæreste have lov til at have minder om sit liv før dig…men som du skriver det, skal huset ikke være en mindestue. Og som jeg ser det, så er det bedre at du tager alting væk og at han bagefter få lov til at hente de ting som han savner…end at du skal spørge og argumentere hver gang du fjerner bare den mindste ting. Eks.konen er død og hun bliver ikke mere eller mindre død fordi hendes morgenkåbe ikke hænger i badeværelset.

Til sidst vil jeg gerne skrive at du har sat dig i en vanskelig situation ved at tage en kæreste som er betydeligt ældre end dig, enkemand og ved at flytte hos ham…disse tre ting skaber 3 forskellige slags problemer som du skal forholde dig til og løse. Men omvendt, din kæreste har også taget disse samme tre valg (bare omvendt: at du er yngre, ikke har en familie fra et tidligere forhold og at du skal bo i hans hus)…dermed skal han også tage sin del af de ændringer og problemer det skaber!

Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig lidt.

Held og lykke med det.
Eric

Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche