Spørgsmål:

Kokain første og sidste gang

Dato: 28.10.2016

Køn: 

Dreng/Mand

Alder: 

20år

Hej.

For godt og vel et år siden var jeg på en drenge tur med en 3 guttter. Vi to at sted fra Jylland til sjælland fredag, lørdag skulle vi hjælpe min kammerats moster med at flytte. Da vi ankommer fredag aftaler vi at en by tur ville være det eneste rigtige, så vi fester som sagt hele natten hvor efter den ene af os sover i bilen. Mig og mine to venner går hen til et stille område sammen med en fremmede mand fordi de skal tage nogen stoffer. Det skal siges at jeg i forvejen var klar over at de tog stoffer ca hver weekend. Som altid bliver jeg spurgt af den fremmede man om jeg gerne vil være med og svare som altid nej dog er jeg så fuld at jeg noget tid efter spørg om ikke jeg må være med mine venner er ret tøvende og syntes ikke det er verdens bedste ide men efter som det er mit eget valg, vælger de så at gøre noget klar til mig. Jeg tager en lille potion gennem næsen (kokain) og vi fortsætter så hen til bilen hvor vores anden ven ligger og sover. Derefter køre vi over til mosteren hvor vi flytter alle hendes ting på nogen timer og der mærkes en rigtig god omgang tømmermænd så vi vil vælger at det nok er tid til at køre hjem.

Efter et stykke tid på motorvejen begynder jeg at ryste/citrer det prikker over det hele  især i brystet og omkring mit hjerte, jeg prøver dog at slappe af men pludselig begynder halvdelen af mit hovede at sove/summe og jeg tror at jeg skal dø. Min kammerat holder straks indtil til siden og spørg mig hvad der er galt men da han ikke måtte vide noget om stofferne så fortæller jeg ham at jeg bare er træt og meget gerne vil hjem til min kærste. (jeg græder resten af turen hjem )

Da jeg så bliver sat af ved min kæreste forklare jeg hende hvad der er sket mens jeg stadig er i panik. Hun tager rigtig godt imod mig og jeg får lov til at sove ud indtil næste dag og snakke meget med hende omkring det. Efterfølgendene har jeg været til lægen hvor jeg har fået konstateret angst, detter har jeg meget svært ved at håndtere og får rigtig mange anfald de følgende månder og da jeg ikke kan fokusere på så mange ting længere slår mig og min kæreste op og jeg dropper ud af skolen.

Jeg går nu i skole igen og har gjordt det i mange måneder og det går fint i skolen. Jeg har dog stadig angst og det volder problemer når jeg sover, drikke alkohol eller andet dog har jeg ingen "rigtige" andfald længere men tilgengæld føler jeg mig meget ensom og ked af det til hverdag. Jeg snakker sjældent med de to venner som tager stoffer og slet ikke om den gang og snakker en smule oftere med chaufføren. Jeg har et godt forhold til min ekskærste men tør ikke snakke med hende omkring at jeg stadig har det dårligt da jeg føler mig ynklig over min angst, men hun er den eneste som ved det og den eneste jeg ville snakke med hvis det var. Jeg har kun rørt stofferne en gang og er nu bange for at jeg skal have det sådan her resten af mig liv.

på forhånd tak for svaret :)

Svar: 

Hej med dig

 

For at starte med det nemmeste og det bedste: det er meget usandsynligt at du kommer til at have det dårligt resten af dit liv, faktisk så usandsynligt at jeg vil sikkert være tættere på virkeligheden ved at skrive at det slet ikke kommer til at ske.  

 

Vores hjerne er bygget på den måde at den har en stærk tendens til at genfinde helt spontant sin normale tilstand når den bliver udsat for ualmindelige oplevelser. Den har bare brug for tid og ro. 

 

Hvis man bliver udsat for traumatiske oplevelser, gælder den regel ikke længere, og der bliver beskrevet i psykologiske lærebøger mange historier om mennesker som er blevet udsat for krig, voldtægt eller lign., og som efterfølgende døjer hele deres liv med mareridt, angst og andre dårlige følelser...men så vidt jeg kan se, er den oplevelse du beskriver slet ikke af den type.

 

Så, selv om jeg synes at et år er lang tid, den udvikling du beskriver bekræfter at du stille og roligt er ved at genfinde dit normale liv.

 

Når det er sagt, så synes jeg at der er forskellige ting i det du skriver som får mig til at tænke at du vil få gavn til at gå i behandling. F.eks. skriver du at du ikke turde fortælle din ven at du havde taget stoffer da du fik det dårligt på motorvejen samt at du ikke vil sige til din ekskæreste at du stadig har det dårligt, og i bund og grund at du slet ikke har nogen at snakke om din angst og tristhed med. For det første er det ikke godt at du ikke har mulighed til at snakke med nogen om følelser som fylder så meget hos dig, og for det andet, er det, synes jeg, ret underligt at du tænker at det var, og stadig er, så problematisk at fortælle at du har det dårligt. Jeg forestiller mig at det må betyde at du på en eller anden måde ikke kan forholde dig til den del af dig...og at det måske skyldes at du har haft andre dårlige oplevelser end den uheldige bytur for et år siden.

 

Selvom din hjerne vil, næsten uvilkårligt, blive "normal" igen,  så forholdsvis små begivenheder, som din bytur for et år siden, kan give dit liv en retning som du ikke ønsker. F.eks. kan du komme. hvis du ikke passer på, til at bruge uhensigtsmæssige mange kræfter for at undgå de situationer som du tænker kan vække din angst eller fravælge mange gode oplevelser fordi du frygter at du ikke kan magte dem, osv...

 

Så, jeg tror at det vil være godt for dig hvis du får muligheden for at arbejde med dine dårlige oplevelser, så du kan kommer over dem, og måske ligefrem lære at bruge dem til at komme videre med dit liv på en positiv måde. 

 

I øvrigt, med den diagnose din læge gav dig vil du nemt kunne få en henvisning til en psykolog.

 

Jeg håber at mit svar giver mening og kan hjælpe dig videre.

 

Held og lykke med det

 

Eric

Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche