Spørgsmål:

Hvad er næste skridt?

Dato: 22.10.2016

Køn: 

Dreng/Mand

Alder: 

24år

Hej 

Jeg skriver fordi jeg håber du kan være behjælpelig i noget viden i forhold til at præcisere mine symptomer og nok mest, hvem jeg skal tale med herom.

Min fortælling går på at jeg for ca. 6 år siden var ude for en traumatiserende oplevelse hvor personer forsøgte at afpresse mig for en stor sum penge, fra et skidt miljø. Jeg havde aldrig haft en kontakt til den del af miljøet men havde perifert haft kendskab til dem. Jeg blev ekstremt angst og anede ikke mine levende råd. Det endte op med at jeg flyttede og måtte forsøge at smide det bag mig. I de første måneder kom jeg knapt ud af døren men med tiden er det blevet bedre, skridt for skridt og idag er angsten næsten ikke til stede, ihvertfald ikke i min normale hverdag.

Idag er jeg velfungerende med kæreste, job og et semester tilbage på min bachelor med et snit på +11 med en plan for fremtiden. Altså, er jeg udefra set en meget velfungerende ung mand. 

Problemet jeg har og grunden til mit brev er, at jeg for et års tid siden pludseligt fik et meget intens oplevelse som siden har fulgt mig konstant.

Jeg har rekreationelt røget joints hele mit ''voksne'' liv(også tidligere en hvad godt var). En aften røg jeg en joint med min kæreste og fik hvad jeg vil betegne som en psykose. Jeg har altid været meget glad for eksistentialisme og relaterede emner, denne aften fik jeg dog pludseligt tanken ud af det blå, at begrebet Jeg var mærkeligt og mistede virklighedsfornemmelsen med mig selv. Herefter fulgte en vanvittig eksistentiel angst og manglende virklighedsfornemmelse som jeg aldrig har følt før på trods af jeg havde prøvet en dårlig skævert tidligere. Jeg besluttede jeg mig for aldrig at ryge en joint igen da oplevelsen var meget intens og voldsomt angstprovokerende. Jeg følte mig sådan set rimelig ok dagen efter. En lille uge efter mens jeg arbejder sker det dog at jeg fik et flash back og følte næsten at jeg var ved at besvime. Det sker flere gange i løbet af den følgende uge hvor jeg oplever stigende tendens til den udtalte uvirkelighedsfornemmelse og angst for det. 

Det ender ud i at jeg for et regulert sammenbrud en aften hvor tankerne simpelthen tager over og uvirkelighedsfornemelsen var meget voldsom. Her blev jeg meget bekymret for om jeg var ved at udvikle skizofreni eller lignede sygdom og belsutter mig for at tage kontakt til en psykolog. 

Psykologen hjælper mig i det omfang at han kan fortælle mig at jeg ikke virker til at have nogen latent sygdom og det giver mig en stor ro - men videre kan han ikke hjælpe mig syntes jeg ikke, og han giver mig egentligt ret. Efterfølgende begynder jeg så småt at kunne fungere igen men med denne kostante følelse der gør indhug i alle facetter af mit liv. Idag er jeg som sagt fuldt velfungerende udadtil, jeg passer min skole og har en god omgangskreds og er egentligt der, hvor jeg drømte om at kunne være for 6 år siden. Problemet er at jeg HVER dag kæmper imod mig selv for ikke at lade følelsen af uvirkelighed tage over og at jeg hver evig eneste dag mindes om at alt ikke føles normalt. Jeg har stadig symptomerne konstant omend at jeg er blevet meget bedre til at styre dem. Det største problem er at det går meget ud over min oplevelse af at kunne være i nuet og nyde samvær og ting jeg tidligere nød at give mig til - jeg er bekymret for at udvikle en depression af den manglende følelse af at være her, nu. 

Jeg er idag overbevist om at det er en form for angst jeg skal have bearbejdet. For at sætte et mærkat på mine følelser er de fuldstædnigt i tråd med det der kaldes Derealisering, da andre i brevkasser har givet udtryk for PRÆCIS samme symptomer også med eksistentialismen som primus motor for angsten og hash som den udslagsgivende faktor - det gav mig en stor lettelse, at jeg ikke var alene.

Mine spørgsmål er 

1. Ud fra det ovenstående, mener du, at jeg med rette kan ''selvdiagnosticere'' derealisering som det, jeg udviser symptomer på? - Jeg er klar over ordet selvdiagnosticering er et fy ord inden for psykologien, bær over med mig :) 

2. Hvem skal jeg henvende mig til?

Er du vidende om der er danske psykologer der har specialiseret sig indenfor derealisering? Så vidt jeg kan se er der mange danskere der forgæves går til psykolog uden bedring da det anses som en skizotopisk lidelse, hvilket det jo på sin vis også er - bare slet ikke i samme omfang, efter min mening. (Jeg ved der er en norsk psykolog der specialiserer sig indenfor derealisering, Lars Dehli der mener at kunne kurrere stort set alle med lidelsen ved samtaleterapi hvilket jo er modsat til skizotypien der oftest behandles medicinsk jf. dansk - http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=31413&a=3)

3. Dette er ikke et spørgsmål men nærmere en erfaring jeg har gjort mig i arbejdet på at prøve at finde den rette hjælp.
Jeg syntes generelt der mangler viden om denne sygdom på dansk! Søgning på de har symptomer jeg har beskrevet udender ofte i at lidelsen er følgevirkning til dybere sindslidelser som ABSOLUT ikke er positiv læsning når man sidder og er angst for selvsamme. Prøv bare at google Derealisering, der er kun internetfora og definitioner der peger i retning af skizofreni. Hvad jeg har kunnet læse mig frem til er det en accepteret lidelse i mange lande blandt andre Canada og USA og Norge hvor der foregår meget forskning på området.

 

Tak for tiden, det blev noget af et skriv jeg fik udfærdiget. Det blev det selvfølgeligt fordi mit største ønske er at finde frem til en person der kan give mig de rette redskaber til at få mig selv 100% igen - jeg håber du kan være behjælpelig.

 

Med venligste hilsner

Svar: 

Hej

Du må undskylde at det tog mig lang tid at besvare dit spørgsmål, men jeg havde brug for lidt ekstra tid for at tænke over det.
For det første vil jeg gerne takke dig for din mail som beskriver oplevelser som jeg ikke hører så  ofte og som , som nævnt, har fået mig til at tænke over dem og læse det der står i de links  du henviser til.

Nu stiller du klare spørgsmål i slutningen af din mail, og jeg vil nøjes med at besvare dem.

1. Du har helt ret i at selvdiagnosticering er et fy ord indenfor psykologien (og lægevidenskab også). Jeg tror at alle psykologer vil kunne fortælle den samme historie, at de troede at de havde alle de sygdom de læste om, da de gik på universitetet og var virkelig bekymret for at være sindssyge. Som regel kan man ikke diagnosticere sig selv fordi man ikke har den "rigtige" afstand for at sætte symptomerne i deres rette sammenhæng. Og så, rent teknisk, er det sådan at meget få symptomer kan direkte knyttes til en sindslidelse. I stort set alle tilfælde skal man kigge på mange forskellige symptomer, tage hensyn til den kognitive profil, den sociale baggrund og personens liv i sin helhed. Sagt på en anden måde kan selve de sundeste mennesker få psykotiske symptomer når de bliver udsat for forholdsvis almindelige oplevelser, som f.eks. søvnmangel eller stress, og omvendt kan psykotiske mennesker virke stort set normalt hvis de er er i en god omgivelse.
At du oplever lige pludseligt at "jeg" er en mærkelig størrelse og at verden virker uvirkelig kan pege i mange forskellige retninger ift. diagnose, fra en akut påvirkning af stoffer til en psykose eller en hjernedysfunktion, osv...og også til en helt almindelig erkendelse at vores "jeg" i bund og grund er en slags fantasi.
I lighed med den psykolog du har spurgt, synes jeg at der er intet i det du skriver  som får mig til at tænke at du kunne være psykotisk eller på vej til at blive det.
Som jeg ser det (ud fra det du skriver), skyldes den "eksistentielle tone" i den angst du fik, at du sandsynligvis har læst en del Kierkegaard og lign. Havde du f.eks. være mere tilbøjelig til at læse Freud, vil du måske have tolket din angst i en mere "ubevidst og seksuel" retning, og havde du læst neuro-biologi, vil du have tolket den som er deregulering i din hjernes kemi.

Så, at du har haft en dissociation oplevelse er, for så vidt, ret sikkert, men hvordan man skal forstå den dissociation er til gengæld stadig ret uklar...og f.eks. har jeg svært at se hvorvidt den skal sættes i sammenhæng med den historie om afpresning du beskriver i begyndelsen af din mail. 

 

2. Nu er spørgsmålet så "hvor jeg skal du henvende dig til?". Jeg tænker at du, i den sammenhæng, ikke burde overfokusere på "derealisering" som diagnose eller hoved-symptom, og prøve at finde en psykolog eller en læge som kan lave en grundig udredning for at afklare i hvilket omfang din nuværende angst og andre psykiske problemer skyldes stoffer, den traumatiske oplevelse du havde for 6 år siden, det "bad trip" du havde sidst år, eller andre oplevelser. Og først når det er afklaret, kan der findes ud af hvilken behandling vil være passende for dig. Det er en lang proces, men som du skriver det, kan du nemt gå til psykolog i lang tid uden at opleve mærkbare bedringer hvis I behandler dine problemer ud fra en forkerte hypotese.

Som udgangspunkt tænker jeg, at en psykolog eller en psykiater på en psykiatrisk afdeling er de meste oplagte personer for at lave sådan en udredning. Man kan også få grundige udredninger i mange rusmiddelcentre, men det kræver at du er villig til at blive indskrevet i sådan et center.

Endeligt må jeg sige at jeg ikke kender psykologer som har en dybtgående viden om derealisering, men jeg kender et par psykologer som henter en del af deres inspiration i filosofi, og én som særligt godt kan lide Kierkegaard. Bare for at sige at hvis eksistentialisme er en af dine fortrukne måde at forstå (eller tolke) dig selv, så synes jeg at du burde opsøge en psykolog som kan møde dig på det plan.

 

Jeg håber at mit svar giver mening og kan hjælpe dig med at afklare dine spørgsmål.

 

Du er selvfølgeligt velkommen til at skrive igen

 

 Mvh

 

Eric  

Erics billede

Besvaret af: Eric Allouche