At forholde sig til afhængig.
Spørgsmål fra
Jeg har en meget god veninde, jeg også studerer med, der ofte ryger hash. Hvor ofte ved jeg ikke, men hvad jeg kan forstå, er det i weekenderne og i løbet af ugen, når hun føler sig stresset.
I løbet af det sidste stykke tid, har hun på ingen måde overholdt de studieaftaler, vi havde, hvor vi skulle lave en stor opgave. Når vi mødtes, var hun passiv. Jeg skulle starte samtalen, hjælpe hende til at reflekterer over emnet og egentligt træffe valgene for hende. Jeg prøvede at få hende igang ved at sætte to valg overfor hinanden og lade hende vælge et, hvilket hun heller ikke kunne. Når hun kom med inputs, var de ikke velovervejede og stillede jeg spørgsmål til dem, tog hun det som en negativ kritik og gik i forsvarsposition/blev passiv.
I sidste uge fik jeg snakket med hende og ved at spørge indtil hendes indsats, forstod hun, at det ikke var godt nok. Hun siger, hun læser, men intet sætter sig fast – og jeg fortalte hende venligt, men bestemt at på 3. semester i en uddannelse, er hendes forståelse af uddannelsen ikke god nok – og jeg ikke kan arbejde sammen med hende. Hun fik skudt skylden over på vores underviser, sine forældre og en anelse mig. Underviseren er ikke god nok, hun kan ikke fortælle sine forældre, hun dropper ud af endnu en uddannelse, samt hun mener jeg bestemmer alting. Da det er en pædagogisk uddannelse, og vi har haft om gruppepsykologi, har jeg prøvet mange af disse teorier af i vores samarbejde for at få hende i spil. Men føler mig mere som en coach end som et ligeværdigt samarbejde.
Igennem den tid, jeg har kendt hende, har det været en tendens at kaste ansvaret over på andre. Hun har nogle gange passet min søn, når min mand og jeg har været i biografen etc, hvor jeg ikke forstod graden af hendes misbrug. Jeg troede, hun var weekend-ryger og havde ikke forstået, hun bruger det som opmuntring, når hun er ked og som virkelghedsflugt.
Jeg har selv prøvet at ryge hash et par gange i mit liv, men bryder mig ikke om det. Jeg bliver søvnig og vil bare gå i seng og sove rusen ud, samt er mut og træt dagen efter… Generelt bryder jeg mig heller ikke så godt om alkohol, da det er samme tendenser, hvor jeg ved jeg bliver mut, når min krop er træt og overbelastet. Men jeg har altså ikke så stor en idé om, hvordan indtagelse af hash fra fredag til søndag + 2-3 gange om ugen påvirker en. Det jeg forstår er, at man bliver virkelighedsfjern, humørssyg og uansvarlig.
Hvordan skal jeg forholde mig til, at hun gerne vil passe min søn. Jeg vil ikke have noget i mod at hun passer ham nogle timer… Men hun har en gang før haft ham overnattende. Han er snart 2 år gammel.
Kan jeg stole på, at hun ikke ryger, når hun er sammen med ham?
Er det ansvarligt af mig, at lade hende passe ham – også med overnatning?
Kan det passe et langvarigt hashmisbrug, kan gøre at en snart 30-årig opfører sig som en 15-årig teenanger, der ikke vil tage ansvar for sine handlinger?
Vil hun blive psykisk normal, hvis hun stopper med at ryge hash?
Min egen far røg i sine unge dage og fik en hashpsykose af det – han er stadig præget af angst og overfører dette til en angst for Gud. Og efter jeg har mødt min veninde, kan jeg mærke, at jeg, tiltrods for jeg har røget det nogle enkelte gange, ikke har lyst til hverken selv at ryge hash eller til at finde på undskyldninger for, hvorfor hun ligenetop ikke tager skade af stadset. Jeg kan heller ikke finde ud af at give slip på mine problemer og opleve kontroltab, hverken ved at ryge eller drikke – så derfor forekommer denne form for 'terapi' mig meget mærkelig. Da jeg kun har lyst til at drikke alkohol, hvis jeg er i overskud – er jeg i underskud mentalt, vil jeg hellere finde ud af, hvad der er galt og få styr på det.
Og hvordan pokker kan man konfronterer en misbruger, der ikke vil anerkende sit misbrug? Hun mener andre, der ryger samme mængder som hende har et misbrug, mens hun selv mener hun kan styre det.
Og er der nogle psykiske bivirkninger ved hash, der gør man bliver egocentrisk og barnlig?
(Hun kan godt finde ud af at sige det rigtige. At jeg laver meget skolearbejde – og at jeg skal slappe af og være mere sammen med min familie. Det siger hun også til andre. Men på den måde putter hun mig i en offerrolle og sørger for, at det ikke ser dårligt ud, når hun kommer vældig uforberedt til møderne. Samt at det sårer mig utroligt og gør mig vred, at hun selv kan se, hun læsser alt overpå mig – samtidig med hun brokker sig over ikke at lave noget – og alligevel ikke tager ansvaret på sig og gør noget ved det og gør en indsats).
Jeg er selv i starten af tyverne og synes det er en lidt voldsom situation at stå i, samtidig med jeg har en familie og et studie at passe.
Svar fra psykolog Eric Allouche
Hej
Du må undskylde at det tog mig så lang tid for at besvare din mail. Som mange gange før, har jeg haft så meget travlt på arbejde at jeg ikke har kunnet taget mig ordentligt af Brevkassen…men helt ærligt, jeg synes at det er en dårlig undskyldning når vi snakker om så lang ventetid.
Nå, men tak for dit brev og fordi du stiller nogle klare spørgsmål.
Lad os tage dem i rækkefølge:
Kan du stole at din veninde ikke ryger når hun er sammen med dit barn? Svaret er helt klart nej. Ud fra din beskrivelse, virker det til at din veninde er noget upålidelig, så jeg kan ikke se hvorfor du skulle stole på hende lige præcist på det punkt.
Er det så ansvarligt af dig at lade hende passe din søn – også med overnatning? Svaret er umiddelbart nej, men det er ikke en absolut nej. Hvis du sørger for at din veninde har mulighed for at få hjælp hvis der opstår en situation hun ikke kan overskue (typisk at hun kan ringe til dig eller din mand og være sikker på at I tager telefonen), OG hvis du samtidigt er overbevidst at hun vil gøre det (dvs. at hun faktiske riger hvis der opstår noget hun er i tvivl om), så synes jeg at det kan være i orden at hun passer din søn. For mig at se vil det bedste være at hun får lov til at passe din søn gradvist mere og mere. Først kan du se hvordan hun er sammen med ham når I er sammen. Hvis hun er god sammen med din søn, så kan hun få lov til at passe ham i nogle timer…og hvis det går godt, så kan hun passe ham natten over. DOG skal du være opmærksom at der er en ”interesse rækkefølge” som skal respekteres: først skal du tage hensyn til din søns behov (at han har det godt sammen med hende), så skal du tage hensyn til dig selv (at det hjælper dig at hun passer din søn)…og så skal du tage hensyn til din veninde ( at hun hygger sig sammen med ham). Et barn er ikke et legetøj med låner til sine veninder (eller forældre for den sags skyld).
Kan det passe at en langvarigt hashmisbrug kan gør at man opfører sig som en teenager selv om man ikke er det længere? Svaret er både ja og nej. Nogle ryger hash dagligt og opfører sig aldersvarende og ansvaligt… andre opfører sig uansvarligt og nægter at tænke på konsekvenserne af deres handlinger. Er det hashens skyld? Det er svart at sige. Jeg har set mange mennesker være MEGET anderledes alt efter om de var på stoffer eller og de ikke var det…Men som regel var en sammenhæng mellem de to sider af dem. Det var aldrig ”Dr.Jekyll and Mister Hyde”. Så, man kan tilskrive hashen en del af en person ”dårlig adfærd”, men ikke alting.
Vil så din veninde blive normal hvis hun stopper? Svaret er 99 % ja. Hashens virkning forsvinder når man holder med at ryge hos stort set alle mennesker…Selv om jeg kan se at det har været en helt anden historie for din far.
Og så, til sidst: hvordan kan man konfrontere en misbruger, der ikke vil anerkende sit misbrug? I bund og grund det er ikke så kompliceret. Man skal bare fokusere på detaljerne og være fordomsfri. F.eks kan du spørge din veninde Hvor meget eller hvor ofte hun mener man skal ryge for at blive kategoriseret som en misbruger. Eller kan du spørge hende, hvilke konsekvenser hashen skal have på ens hverdag for at man kan tale om et misbrug. Når hun har besvaret disse spørgsmål, så skal du bruge dem som rettesnor og gøre hende opmærksom på det hvis hun overskrider de grænser hun selv har stillet.
Men helt ærligt, det er et arbejde for en professionel. Spørgsmål er ”hvorfor ønsker du at tage den rolle?”. Hvis du synes du at din veninde er blevet et problem, så sig det til hende, forklar hende hvorfor og så holde hende på afstand. Det lyder måske lidt enkelt, men jeg synes at du vil få mere gavn at være med personer som er spændende og givende i stedet for at bruge din tid med en veninde som åbenbart skaber dig en del problemer. Nu tænker du måske ”ja, men jeg vil være en god veninde”…så prøv at lave den samme lille øvelse som jeg nævnte ift hashen : hvor mange problemer skal der opstå før du synes at det ikke er det værd, at det ikke er tale om et venskab længere, men om et underligt forhold…måske ligefrem en form for gensidig afhængighed. Det er lidt frækt af mig at skrive det, men det er bare for at gøre dig opmærksom på at venskab kun giver mening så længe begge parter får noget ud af det. Ellers kan jeg ikke helt forstå hvordan det er tale om venskab.
Jeg håber at mit svar giver mening og kunne hjælpe dig lidt.
En gang til, undskyld for den ualmindelige lange ventetid.
Held og lykke med din uddannelse.
Eric