Min veninde er afhængig af hash.

Mig og min veninde har kendt hinanden siden vi var ca. 10 år. De første år jeg kendte hende var hun ikke en som var særlig eftertragtet af de andre piger, og havde egentlig aldrig rigtig en "rigtig veninde". Grunden til det vil jeg tro var hendes store temperament, hvoraf hun kunne blive utrolig sur nogengange.

I slutningen af 8. klasse var der nogen fra vores klasse (bl.a. hende) som begyndte at være sammen med nogle underfor skolen. Nogen af dem udenfor skolen havde vidst allerede et hash-misbrug dengang, men det var på ingen måde noget hverken jeg eller hende lagde noget i. Hun prøvede det også nogle gange, men det var ikke meget.

Da vi begge skiftede skole, til den samme, i 9. klasse begyndte vi at blive rigtig gode veninder. Jeg tror at det havde noget at gøre med at vi allerede kendte hinanden i forvejen, men jeg var også bange for at hun skulle komme i den samme som før, hvor hun ikke havde nogen veninder. Vi var næsten hele tiden sammen i hvad der nok svarer til et halvt år. I den tid vidste jeg godt at hun røg hash en gang imellem, men jeg gad bare ikke at være sammen med hende når hun gjorde det. 

Så begyndte vi at blive rigtig tit uvenner og langsomt blev vi mindre og mindre venner. Vores venner var også i nogle lidt forskellige "grupper" i vores klasse. Hun var mere sammen mere med dem der røg hash, og jeg var sammen med de andre.                                                                                                           Så det var ikke en svært ikke at snakke med hende når vi var uvenner. Til sidste stoppede vi egentlig bare med at være så gode veninder, ikke sådan at vi var uvenner, bare passive overfor hinanden. Vi snakkede ikke sammen hele sommerferien. 

Da vi startede i 10. klasse hører jeg mere og mere om at hun ryger hver dag, og i starten tror jeg ikke rigtig på det. Hun har altid haft lidt en attitude med at "hun ryger bare så meget hash, og er åh-så-sej" men har aldrig rigtig røget ligeså meget som hun går og siger, så derfor tror jeg selvfølgelig ikke på det. Men det er her hun begynder at komme flere timer forsent mange gange om ugen, ikke koncentrere sig eller deltage i undervisningen, i det hele taget bare være utrolig fraværende. Og hvergang jeg snakker med hende, nævner hun altid hash, og det er som om hendes liv bare handler om det. 

Til en fest kommer vi til at snakke om det, og hun snakkede også om at det er det eneste der gør hende glad. Så prøver jeg at sige ting som, hvis nu hun stoppede ville der måske være andre ting der gjorde hende glad, og der var jo ting der gjorde hende glad inden hun røg så meget? Men hun ryster bare på hovedet og benægter det. Og siger, hvis det gør mig glad hvorfor skal jeg så stoppe? Jeg aner ikke hvad jeg skal svare. Vi snakker i lang tid og til sidst ender det med at vi begge to sidder og græder, og at hun siger at hun jo gerne vil stoppe, men det er alt, alt alt for svært. Vi krammer og så har vi ikke snakket siden. 

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg snakkede med to af mine rigtig gode venner om hende, og de var også rigtig bekymrede. Jeg blev enig med en af dem at gå til vores fransklærer om det, som er utrolig god til sådan noget, og ved meget om misbrug.  Da vi snakker med hende siger hun at han er utrolig glad for at vi kommer, og at hun godt kunne fornemme det på hende. Hun lover os at han snakker med hende, hvilket hun også gjorde nogle dage efter. 

Men den selv samme dag de har snakket ryger hun igen. Og dagen efter igen. Og hun ringer om natten og spørger om hun ikke kan sove hos mig, fordi 

Jeg er bange for at det er ved at gå galt for hende, og jeg har ikke lyst til at være den der skal passe på hende. Jeg synes ikke min lærer hjælper så meget alligevel, og jeg aner ikke hvad jeg ellers kan gøre.

Har jeg gjort nok ved at snakke med hende og min lærer?