Min kæreste tager for mange stoffer
Spørgsmål fraPige / kvinde19 år
Hej Brevkasse!
Jeg er 19 år gammel, og har en kæreste på 38 der desværre tager stoffer. Jeg er altid blevet opvokset med at stoffer er den værste tabers levebrød, og selvom jeg måske ikke har helt samme ekstreme holdning som min familie, kan jeg mærke at det er for meget for mig. Jeg er en ung pige med mål, ambitioner og en masse ønsker.
Min kæreste og jeg passer faktisk utroligt godt sammen på alle andre områder, end lige stofferne. Vi har det rigtig godt sammen, og vi tilbringer stortset al vores tid sammen. Dog har jeg har et meget socialt liv gennem hele ugen, men min kæreste har egentlig en tendens til at døse lidt hele ugen, og så give den gas i weekenden. Det gør mig utroligt ked af, at det for mig virker som om at han bruger al sin energi i weekenderne på stoffer, og at jeg samtidigt er bevidst omkring at det på en måde er et udtryk for en krise i hans liv. I denne weekend var vi ude sammen torsdag og fredag, men lørdag tog han ud med sin ven og kom først hjem dagen efter (søndag) kl 18:30. Vi havde aftalt at jeg skulle lægge mig hjemme hos ham efter jeg var færdig med min bytur, og han så kunne komme senere. Men ikke senere som i dagen efter.
Han kontakter mig først søndag 14:30, helt høj og lykkelig, og uforstående overfor at jeg er pisse bekymret, sur og mest af alt bange og ked af det. Jeg forsøger at få ham til at forstå at han skal på arbejde om under 15 timer, men han forsikrer mig flabet om at det skal jeg da på ingen måde bestemme. Jeg flejner fuldstændig ud, græder og skriger og beder ham om at komme hjem til mig, hvilket han koldt afviser. På en måde er jeg glad for at han ikke gør som jeg siger, når jeg siger det, fordi det er jo ikke et sundt mønster vi så kommer ind i, men på den anden side er det hårdt for mig at jeg ikke kender hans måde at være på når han er på så mange stoffer.
Jeg har en fortid med en meget utilregnelig og psykisk syg mor, der tog sit eget liv for 3,5 år siden, og jeg føler egentlig at jeg ikke har behov for mere ustabilitet i mit liv. Jeg er god til at 'stabilisere' mig selv, og passe på mig selv, og jeg kan mærke at jeg egentlig godt ved at jeg ikke burde være sammen med én som stresser mig så meget, men jeg elsker ham simpelthen alt for meget – og jeg har måske et naivt håb om at han en dag ændrer sig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre eller i hvilken retning jeg nu skal gå, jeg vil på ingen måde miste ham, og jeg vil på ingen måde kontrollere ham eller være i vejen for den måde han lever sit liv på, men omvendt kan jeg heller ikke bare se på når han efter sådan en weekend er små-deprimeret helt indtil onsdag og nogle gange torsdag. Når vi snakker om stoffer bliver han altid sur over at han synes jeg skal gøre mig klog på noget jeg ikke ved noget om, fordi jeg jo aldrig har prøvet andet end hash. Han mener selv, at alkohol er hans største last og problem. Men uundværligt er det altså at hævde, at man ikke kan feste i 30 timer uden søvn og mad, medmindre man ikke blot drikker alkohol. Selvfølgelig er stofferne det største problem.
Jeg står nu lidt i en situation hvor jeg kan mærke at jeg skal reagere, på den ene eller den anden måde. Engang spurgte jeg i sjov om hvad han ville vælge hvis jeg gav ham et ultimatum, hvor han naturligvis svarede mig, men jeg har ikke lyst til at være den kæreste. Jeg har mest af alt lyst til at han indser hvor helt igennem fantastisk han er, hvor meget han fortsat kan udrette i sit liv, hvor mange sunde venskaber han kan få uden det ekstreme behov for fix og 'livin la vida loca', og at han selv skal få lyst til at passe på sin smukke krop, som han alt for længe har negligeret fuldstændig.
På forhånd tak!
Svar fra rusmiddelekspert Flemming W. Licht
Hej med dig
Vi var lige to rådgivere der kom til at svare på spørgsmålet på samme tid. I stedet for at smide det ene svar ud, får du lige begge på én gang…det kunne jo være der var noget brugbart i begge 🙂
Hej 19 år.
Jeg kan godt forstå at du er forvirret og ked af det. Og at du gerne vil kunne gøre en forskel for din kæreste.
Jeg tænker mange ting, men lige som jeg ikke kan bestemme hvad du skal gøre, kan du heller ikke bestemme, hvad din kæreste skal gøre i sit liv, men du kan træffe beslutninger for dit eget liv.
Jeg synes du skal finde nogen du taler godt med, og sammen finde ud af hvad du vil med dit liv og hvordan du vil leve det, og hvor meget du vil tillade at lade stofferne fylde i dit liv.
I den ene ende af skalaen er at du ikke vil have han på nogen måde tager stoffer, og hvis han gør det, så vil du ikke have noget med ham at gøre (meget klart og firkantet) – I den anden ende af skalaer er at du er ligeglad og helt og holdent indordner dig under ham og den måde han vil leve sit liv på. Begge dele nok lige uacceptable.
En mellemvej er at du siger til ham, jeg kan godt lide dig, og jeg vil gerne være sammen med dig, men jeg har ikke lyst til at være sammen med dig når du er påvirket af stoffer. Vælger du denne løsning, er det ham der så at sige fravælger dig, det gør det måske ikke nemmere, men så giver du ham en mulighed for at vælge dig som et stoffrit alternativ.
Det er vigtigt at du ikke siger noge,t du ikke vil/kan leve op til, du skal derfor være meget sikker på dig selv og det er derfor jeg opfordre dig, til at vende dine tanker med en du taler godt med om vanskelige ting i livet, og som du har tillid til. Hvis du siger noget du ikke mener kommer du nemlig til at virke utroværdig, og så er du ikke hjælpsom overfor din kæreste.
Jeg kan jo desværre ikke garantere dig at han vælger det du allerhelst ønsker, nemlig dig frem for stofferne. Men i alt det her så har du jo også et ansvar over for dig selv og dit liv, og ultimativt, hvis du endte med selv at blive en del af stoflivet, så ville du jo slet ikke være til hjælp for ham. Tænker du endnu længere frem, kunne du så forestille dig at etablere en familie sammen med ham på de nuværende vilkår.
Håber mit svar har givet dig noget at reflektere over, og skriv gerne igen, det kan jo være svært at ramme helt præcist, og det kan jo være du er et andet sted nu, end da du skrev brevet.
mvh
Flemming
——-
Kære 19 årig til 38 årig kæreste
Jeg ved min kollega allerede har givet dig et svar, men jeg blev meget grebet af det du skriver, så jeg fik lyst til at give dig mit svar også. Det kan derfor sagtens være der er overlap i vores svar.
Jeg kan både se og høre at du er en klog, erfaren og fornuftig ung kvinde. Du viser tydeligt at du har superudviklet antenner, som opfatter og registrere alt og du forsøger at få din kæreste til at foretage sig nogle bedre valg for dig og for ham selv.
Det er næsten som om det er dig har 38 års livs-erfaring og ikke omvendt.
Du skriver at I passer utrolig godt sammen, bortset fra livsstilen og adfærden med stofferne. Det er faktisk en meget stor forskel.
En livsstil hvor stofferne fylder så meget, forandre sig ikke fra den ene dag til den anden. Og slet ikke når man har fået lidt alder, som din kæreste jo har. Han er faktisk ikke teenager længere – det er 25 år siden.
Jeg er meget sikker på at du har ret, når du siger at det ikke er alkoholen, men stofferen der er det største problem. Ofte er de to ting tæt forbundet og alkoholen tænder lysten til stoffer. Det betyder at de færreste kan få et, så kaldt almindeligt, forhold til alkohol siden hen.
Din kæreste har et afhængighedsproblem, ingen tvivl om det og det er formentlig ikke kun en krise i hans liv der er medvirkende årsag.
Du skriver at du elsker ham, men elsker han dig; han behandler dig ikke særlig elskværdigt. Han prioriterer fester, stoffer og venner, frem for dig – frem for et liv med sin unge kæreste.
Jeg tænker på om du kan genkende det ulige forhold fra livet med din mor. Det at du er den fornuftige – hende der forsøger at skabe ro, stabilitet og balance i et forhold der er præget af usikkerhed, utryghed og uforudsigelighed.
I en sådan situation kan det være svært at se og mærke forskel på kærlighed og det at være vant til at være i et forhold hvor man kæmper forgæves for anerkendelse og kærlighed.
Forskellen på forholdene er dog at den ene var din mor som du ikke selv havde valgt og den anden en ældre kæreste der ikke værdsætter dig.
Du fortjener at nogen ser hvor fantastisk DU er og du fortjener at opdage hvor meget du kan udrette og opleve i dit endnu så unge liv. Du skal ikke bruge din kraft og saft på at forandre et andet menneske, som måske dybest set ikke ønsker forandring.
Du fortjener en ungdom hvor du er i centrum og hvor dine kvaliteter bliver elsket og værdsat.
Du skal vide at dette kom fra et hjerte.
Kærlig hilsen
Lone