Min kæreste bliver ved med at falde i stofferne..
Spørgsmål fraPige / kvinde24 år
Jeg har været sammen med min kæreste i 5 måneder nu. Vi har det rigtig godt sammen og elsker hinanden meget højt.
Han har dog det store problem at han har en depression og oveni også et stofmisbrug.
Han har arbejdet som bartender i mange år, og siger selv at det er på denne måde han er kommet ud i det. Da vi mødte hinanden, og jeg fandt ud af hans stofmisbrug, valgte han dog selv at stoppe som bartender og indlagde sig faktisk også på psykiatrisk afdeling (som han har gjort før).
Han havde en god periode, dem har han haft nogle stykker af. Der er gået ca. 2 måneder i mellem han har gjort det, men han er nu begyndt at falde i igen. Vi havde lavet en aftale om at hankun skulle drikke i trykke rammer, da alkohol er med til at styrke hans lyst til at tage stoffer. Som han selv siger, så er det når han drikker at tankerne begynder at flyve, og så er det stofferne der hjælper.
Han er dog også meget ked af det over han ikke kan drikke, uden at falde i. Det har været en stor del af hans liv som bartender, og han føler han går glip af mange ting i forhold til hans studie. (Det skal lige siges at han på sit studie klarer sig virkelig godt, og er meget glad for det).
Efter han fortalte mig om misbruget, i starten af forholdet har han faldet i 3 gange. En af gangene kom han hjem kort efter han havde taget noget fordi han sagde han havde dårlig samvittighed.
Men han har nu 2 gange blevet ude hele natten og ikke svaret på mine beskeder eller opkald. Han slukker simpelthen sin telefon og vender hjem dagen efter.. og jeg kan jo ikke lade vær med at blive bekymret når jeg ikke kan få fat på ham.
Han er godt klar over at han har et problem og ønsker også at gøre noget ved det. Men som han siger, så føler han at han har prøvet alt, og han bliver ved med at falde i. På sidelinjen prøver jeg at gøre at meget som muligt for at hjælpe ham, men føler måske også nogle gange at jeg prøver for meget. Han siger selv at han gerne vil have min hjælp men at det i sidste ende er ham selv som skal klare kampen og finde ud af det.. hvilket jo sådan set også er sandt.
Det er bare rigtig svært for mig ikke at blande mig og føle at jeg bliver nødt til at sætte nogle form for grænser, men det vil han heller ikke have.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham og elsker ham meget højt og har ikke lyst til at forlade ham. Men jeg kan heller ikke lade vær med at blive lidt skeptisk over hvad der skal ske, da jeg også lidt føler vi har prøvet det hele og prøvet at sætte nogle regler som ikke virker.
Jeg har brug for nogle gode råd om hvad man kan gøre som pårørende, og hvad jeg kan gøre som ville være bedst for ham!
På forhånd tak!
Svar fra rusmiddelekspert Lone Walsøe
Kære 24 årige kæreste
Tak for dit brev. Det er meget tydeligt at du bekymre dig for din kæreste og om hvordan jeres samliv kan fungere.
Du siger at din kæreste har prøvet alt for at stoppe brugen af stoffer, men jeg bliver nysgerrig på om han har prøvet at kontakte et professionelt sted – et Rusmiddelcenter f.eks.? Det tror jeg vil være en rigtig god ide´. Et sådant sted ved de alt om rusmidlernes indflydelse på menneskers adfærd og liv, både for den der tager rusmidler og den der står ved siden af.
Du fortæller at din kæreste forsøger at drikke alkohol i trygge rammer, men at tankerne så begynder at flyve afsted med ham. Det kan være fordi alle rusmidler er stemningsændrende, med forskellig virkning, men stemningsændrende. Det betyder at når man bliver påvirket af et rusmiddel tændes lysten til mere, til noget andet eller det kan sætte gang i noget af det der er svært for en. Et rusmiddel lægger en dæmper på alle ens sanser, herunder også den der regulere moral og fornuft. Derfor tilsidesætter din kæreste de aftaler I laver og prioritere stofferne. Han bliver mere optaget af sig selv og sine egne behov. Når stofferne er uden for indflydelse, bliver han igen i stand til at mærke noget og der mærker han måske dårlig samvittighed.
Der findes ingen mirakelkur – kun viden om det der skeer, beslutning og dybtfølt ønske om forandring og ”hårdt arbejde”.
Med hensyn til dig som pårørende, tror jeg det er vigtigt at du træffer beslutninger der er bedst for dig og sætter en grænse for hvor meget du vil gå med til. Du vil hjælpe ham rigtig meget ved at være kæreste og ikke hjælper og holde fast i dine grænser, for der kan han mærke hvad der er i orden og ikke i orden.
Held og lykke til jer begge.
Med venlig hilsen
Lone Walsøe